”Det der,” skriver jeg, ”det er mere end temperament. Det kan komme som lyn fra en klar himmel. Der er ingen varsel. Jeg er chokeret.”

Natteskær af Pablo Llambías

Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017.

Hvorfor forlader ofret i et voldeligt parforhold ikke bare sin voldelige partner? Den tanke er nærliggende at tænke sig, når man hører om den slags, og man ikke selv har oplevet det. Men hvad er det for mekanismer, der får ofrene til at blive? Det berører Pablo Llambías i sin roman Natteskær, hvor det ikke som så ofte før er manden, der slår kvinden, men kvinden, som slår, flår i og jagter manden. Fysisk og psykisk. Det er klaustrofobisk og næsten gyseragtigt at blive trukket ind i den voldsspiral, ofret – romanens jeg-fortæller – slæbes rundt i. Hvor kærlighedens kræfter både bidrager til smerten og får offeret til at blive i forholdet. Selvom han er skamfuld og nærmer sig sammenbruddet. Undervejs vokser ens tvivl på, at offeret nogensinde kommer til at gøre en ende på det forhold, som slider hans liv i stykker.

Den navnløse jeg-fortæller af Natteskær er en midaldrende mand, som er en del af den danske litteraturscene. Han har en række bøger bag sig og underviser derudover på skrivekurser, bl.a. på Københavns Universitet. Ved et arrangement på universitetet møder han en yngre kvinde, som han forelsker sig i, og snart indleder de et passioneret forhold. Der går ikke lang tid, før de taler om både ægteskab og børn, men langsomt sortner også de lyserøde skyer. Først presses fortælleren til at forlade sin attraktive stilling på universitet, men miljøet afstand til ham på grund af en personalesag af ”me too”-karakter. Her er fortælleren gerningsmanden, men på hjemmefronten bliver han derimod offeret.

Fortællerens unge kæreste og senere hustru truer nemlig konstant med at afvikle forholdet eller gør det ligefrem. Og selvom de gang på gang finder hinanden igen, tager tankemyldret, usikkerheden og rådvildheden, ja den psykiske vold, på fortælleren, og det i en sådan grad, at hans venner og familie råder ham til én gang for alle at gøre en ende på forholdet.

Udefra forekommer det også at være den åbenlyse og eneste rigtige beslutning, men fortælleren og hans kæreste har allerede viklet sig grundigt ind i hinanden – i en sammensluttet og selvdestruktiv spiral:

”Jeg føler ikke, du vil det noget godt,” skriver hun. Jeg stirrer på beskeden.
”Det vil jeg,” svarer jeg. ”Det ved du også godt. Det var dig, der svigtede vores aften. Det var dig, der var voldelig.
”Mit temperament løb af med mig.” ”Det der,” skriver jeg, ”det er mere end temperament. Det kan komme som lyn fra en klar himmel. Der er ingen varsel. Jeg er chokeret.”
”Du skal ikke sygeliggøre mig,” skriver hun.
”Jeg sygeliggør dig ikke. Jeg er ligeglad med, hvad det er. Det der, det er mere end temperament.”
”Hvis du mener, jeg er syg, kan du bare gå fra mig.”
”Det der,” skriver jeg, ”er en omvendt trussel. Det er også vold at skrive dét.”
”Jeg synes, du skal se at komme ud af det her forhold,” skriver hun. ”Og dig, du er også syg.”
”Din adfærd er ude af kontrol, ”skriver jeg, ”også i det, du siger til mig nu.”
”Du kan gøre, hvad du vil,” skriver hun.
”Du kan skade forholdet, som du vil,” skriver hun.
”Så er det sikkert lettere for dig at gå,” skriver hun.
”Du er voldelig i dine beskeder,” skriver jeg.
”Jeg vil fortælle alle om, hvordan du er,” skriver hun.
”Du har fældet en dom,” skriver hun, ”og det skal du have lov til. Det er dit valg.”
Jeg sidder en time i bilen. Jeg overvejer at sove i den. Jeg fryser. Jeg tænker, om der er andre steder at sove i området. Der er ingen hoteller i den lille skiby. Den lille skiby virker ensom og forfærdelig. Den virker grim med sine snydehuse i træforskallet beton. Jeg kæderyger cigaretter i bilen. Hvad skal der ske? Hvad skal jeg gøre? Hvad skal der ske med os?

Langsomt, men sikkert, udmarves fortælleren, han forfalder. Især da den psykiske vold bliver fysisk og hans usikkerhed får ubehageligt selskab af skam, angst og frygt.

Tre grunde til at læse Natteskær:

1. Bliv klogere på partnervold

Natteskær er med rette blevet læst som et partsindlæg i spørgsmål om partnervold. Det er en maveknugende oplevelse at læse romanen; det bliver både klaustrofobisk og indimellem gyseragtig i sin repeterende og barske fortælling. Men romanen giver også et væsentligt indblik i, hvad der får ofre til at blive i voldelige forhold; i de komplekse følelser, som for mange af os udenforstående kan virke nærmest umulige at forstå.

2. Et interessant fiktionseksperiment

Romanen er derudover et eksperiment med fiktionskoder – den populære autofiktion. I den forbindelse er der interessante og ikke-uvæsentlige overvejelser at gøre sig som læser samt spor at følge vedrørende forholdet mellem fortæller og forfatter. Dette har særligt at gøre med romanens ”me too”-spor at gøre. Det har Dagbladet Information skrevet om her.
 

3. Du bliver, hvad du læser

Endelig vil jeg fremhæve fortællerens refleksioner over sig selv som moderne mand: Han spejler sig i litteraturen og former sin identitet derefter. Samtidig føler han sig udfordret af det litterære miljø, hvis mandeidealer han ikke kan identificere sig med og finder vanskeligt at færdes i.

Som resultat af sin utilpashed gentager fortælleren et utal af gange, at han frygter eller slet ikke kan se fremtiden – i øvrigt et hyppigt symptom ved depression.

Natteskær er en interessant og anderledes skildring af den moderne mand og særligt af voldelige forhold, som jeg forestiller mig både kan vække genkendelse, chokere og oplyse om forhold, der ellers kan være vanskelige at få et dybdegående indblik i.

Har du lyst til at dele din oplevelse eller historie med os?

Har du læst Pablo Llambías’ roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer