Kan du lade tvivlen komme til gode?

12 Angry Men (1957)​

I et lille svedt lokale skal der træffes en vigtig beslutning: Liv eller død? Et kaleidoskop af sindelag er samlet herfor, og processen er bundet i alt andet end fakta; loven højner tvivlens ret på papiret, men i hænderne på individet syner følelserne at regere suverænt. Vi er vant til at enes med vores samsindede, men hvordan går det os, når vi skal nå samhørighed med dem ulig os selv? Find din egen plads om bordet med Sidney Lumets 12 Angry Men, spejl dig i dine brogede medmennesker og stil dig selv spørgsmålet: Kan man have monopol på sandheden?

Kort og godt om 12 Angry Men

Sidney Lumets instruktørdebut, 12 Angry Men (1957), placerer seeren midt i en juryvotering om skyld eller uskyld i en drabssag. Med et fugtigt og regnfuldt New York i baggrunden skal tolv mænd i et tæt jurylokale blive enige om den anklagedes skyldsforhold. Det viser sig at tage længere end ventet, og i det svedte og røgfyldte lokale får diskussionerne følelserne til at løbe frit ned ad væggene.  

For Jury #8 (spillet af Henry Fonda) skaber forvirring hos sin medjury, der ellers på baggrund af sagsgennemgangen alle var klar til at idømme den anklagede skyldig. Jury #8 er nu ikke overbevist om anklagedes uskyld, men han er ej heller sikker på vedkommendes skyld. Han er i tvivl, og med en potentiel dødsstraf for enden af en dom af skyld tør han ikke lade afgørelsen afhænge af følelser og fornemmelser. Han vil snakke det igennem og prøve at anskue sagen i et mere objektivt lys end rettergangens, som han mener kunne have båret præg af konkurrence og følelsespolitik.

12 Angry Men (1957) kan findes på DVD og Blu-ray og kan bl.a. lejes på iTunes

Juryen er fyldt med velcementerede holdninger, og i løbet af voteringen kommer alle fordommene på bordet, mens medløberiet raser og apatien troner højt. Kan du tilslutte dig Jury #8 og hvile i tvivlen? Kan du mon opdage og erkende din egen ignorance og stille spørgsmålstegn ved din forudindtagethed – hvor skjult og subtilt den end tager sig ud? Tilslut dig de tolv vrede mænds isolerede gemakker og se dine med- og modparter i øjnene.

Kort og godt om 12 Angry Men

Sidney Lumets instruktørdebut, 12 Angry Men (1957), placerer seeren midt i en juryvotering om skyld eller uskyld i en drabssag. Med et fugtigt og regnfuldt New York i baggrunden skal tolv mænd i et tæt jurylokale blive enige om den anklagedes skyldsforhold. Det viser sig at tage længere end ventet, og i det svedte og røgfyldte lokale får diskussionerne følelserne til at løbe frit ned ad væggene.  

For Jury #8 (spillet af Henry Fonda) skaber forvirring hos sin medjury, der ellers på baggrund af sagsgennemgangen alle var klar til at idømme den anklagede skyldig. Jury #8 er nu ikke overbevist om anklagedes uskyld, men han er ej heller sikker på vedkommendes skyld. Han er i tvivl, og med en potentiel dødsstraf for enden af en dom af skyld tør han ikke lade afgørelsen afhænge af følelser og fornemmelser. Han vil snakke det igennem og prøve at anskue sagen i et mere objektivt lys end rettergangens, som han mener kunne have båret præg af konkurrence og følelsespolitik.

12 Angry Men (1957) kan findes på DVD og Blu-ray og kan bl.a. lejes på iTunes

Juryen er fyldt med velcementerede holdninger, og i løbet af voteringen kommer alle fordommene på bordet, mens medløberiet raser og apatien troner højt. Kan du tilslutte dig Jury #8 og hvile i tvivlen? Kan du mon opdage og erkende din egen ignorance og stille spørgsmålstegn ved din forudindtagethed – hvor skjult og subtilt den end tager sig ud? Tilslut dig de tolv vrede mænds isolerede gemakker og se dine med- og modparter i øjnene.

Jury #8 til Jury #12 om fejlbarheden af sagens vidnesbyrd:

#8: ”Supposing they’re wrong.”

#12: ”What do you mean supposing they’re wrong? What’s the point of having witnesses at all?”

#8: “Could they be wrong?”

#12: “What are you trying to say? Those people sat on the stand under oath.”

#8: “They’re only people. People make mistakes. Could they be wrong?”

#12: “Well, no, I don’t think so.”

#8: “Do you know so?”

#12: “Oh come on, nobody can know a thing like that. This isn’t an exact science.”

#8: “That’s right. It isn’t.”

Jury #8 (forgrund th.) til jury #12 (bagerst) om videsbyrdets troværdighed

Kan du hvile i uvisheden?

Som jury #12 rigtigt nok erkender ovenfor – efter jury #8’s belysning af de teoretiske usikkerheder ved et vidneudsagn – så er menneskets oplevelser, følelser og handlinger ikke just nøjagtige videnskaber.

Heri ligger muligvis en af kammerspillets gennemgående pointer: Når vi forveksler de følelsesbetonede sider af livet med fakta, risikerer vi for alvor at gå galt i byen med vores holdninger og meninger, og med sig kan følge laviner af unødige gnidninger og forspildte chancer for samsyn. Med dette italesætter 12 Angry Men specifikt vores tendens til at skabe fordomme og lade dem styre os. Hvorfor er vi så tilbøjelige til at danne disse begrænsende kasser, og hvorfor lader vi dem regere over os – uanset hvor harmløse eller skadelige de så end tager sig ud? 

Måske er det blot nemmest for vores hjerner at finde og følge sådanne konkrete “rettesnore”. Vi kender det fra vores instinktive mønstergenkendelse, der har bidraget så uendelig stor nytte gennem tiderne: Som når vi lærer at klæde os på til regn, når vejret trækker op, eller da vi i fordums tid fandt ud af, at der skulle løbes den anden vej, når sabeltigeren drog omkring hulen. Disse møder har dog rod i relativt indiskutable videnskaber, og vi gør os nok klogt i at indlejre sådanne mønstre. Men når det vedrører os selv – det tænkende menneske – kan vi da virkelig overlade en lige så skråsikker magt til kassetænkning?

Jury#8 (spillet af Henry Fonda) stiller sin jury til regnskab (12 Angry Men, 1957)

Til ovenstående står de uendelige variabler i menneskets adfærd og tænkning som umiddelbart uoverkommelige udfordringer for vores instinktive mønstergenkendelse. Men gang på gang forsøger vi alligevel at spore systemer i menneskene omkring os – formentlig per en vis automatik – og atter gang på gang træder huller og begrænsninger frem i de blomstrende fordomme i takt med, at de bliver udfordret. Det kræver dog netop dette – at de bliver udfordret.

Det er denne rod til vores alles fordomme, som jury #8 i sine nøgterne og udvidende spørgsmål forsøger så ihærdigt at få hver og en af jurymedlemmerne til at opdage for sig selv. For først når selvindsigten er etableret; når vi forstår mekanikken bag, hvorfor vi mener som vi gør, og når usikkerheden heri bliver evident for os selv; først da kan vi med samvittigheden i ro mægle vores stemme til omverdenen.

Lokalet hvor enigheden skal nås (12 Angry Men, 1957)

Ansigt til ansigt - med din anden og med dig selv

Paradoksalt nok besidder 12 Angry Men, trods emnets natur, alt andet end en dømmende stemme. Jury #8 faciliterer med sit upartiske perspektiv sine medjurymedlemmers selvrefleksion, og lader dem komme frem til hver deres konklusion på egen hånd. 

Fordommene i lokalet eksisterer lige så frit, og i løbet af diskussionerne aner seerne langsomt ophavene til dem. Der er ingen fjender her; blot mere eller mindre misinformerede sind, sårbare skæbner og stædige egoer. I det lille voteringslokale bliver vi tvunget side om side med dem alle; vi skal høre på dem, vi skal snakke med dem, vi skal se på dem, lugte og føle deres tilstedeværelse. Og netop heri udfordres alle vores automatiker og deres uhensigtsmæssigheder – når vi sidder overfor mennesker ulig os selv.

12 Angry Mens jury #8 advokerer ikke for et samfund uden ’synes’ og ’føler’, men blot for et gran øget omtanke og introspektion, inden vi lader vores personlige videnskaber forurene og nedfælde dom over andre: Synes hvad du synes, men erkend og forstå hvorfor. Fra tid til anden vil vi måske endda komme til kort og erkende vores egen ignorance. Hvil da roligt og med samvittigheden i god behold, når du vedkender, at ”det ved jeg ikke”.

Moralen kan på overfladen virke banal, men Lumet og Roses (forfatter) ærlige og fordomsfrie skildring bliver i deres tour de force i effektive mono- og dialoger så rent og skarpt tegnet op, at det er svært ikke at give sig hen til det diverse lokale. Dette tilmed fuldstændig uafhængigt af sagens eventuelle udfald og sandheder. 

For enden af juryvoteringen vil dine tanker formentlig lede hen på personer i dit eget liv, som passer ind i en eller flere af de optegnede karakterer rundt om bordet. Glem da ej dig selv. For hvem er du? Og allervigtigst, hvorfor? 

Trivia: Reginald Roses skuespil er foruden i Lumets værk blevet bragt til lærredet af flere omgange; fra en tidlig TV-produktion i 1954 til William Friedkins 1997-film og senest den i russiske ’12’ (2007), der endeligt lader sig afvige markant fra det originale oplæg. Essensen af fortællingen synes at forblive evigt relevant, og den tjener altså fortsat genfortælling for nye generationer. Undertegnede håber nu, at Lumets klassiker fra 1957 vil sejre over tiden og fortsætte med at pryde lærreder med sin ærlige skildring af jury #8’s protest for omtanke. Jeg håber, du vil se med!

Hovedtemaet fra 12 Angry Men af Kenyon Hopkins

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Sidney Lumet
Forfatter: Reginald Rose
De 12 jury-medlemmer: Martin Balsam, John Fiedler, Lee J. Cobb, E. G. Marshall, Jack Klugman, Edward Binns, Jack Warden, Henry Fonda, Joseph Sweeney, Ed Begley, George Voskovec og Robert Webber
Komponist: Kenyon Hopkins
Fotograf: Boris Kaufman
Klipper: Carl Lerner
Scenograf: Bob Markell

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer