"Der var noget uvirkeligt ved den. Eller også gjorde den alt andet uvirkeligt.”

Morgenstjernen af Karl Ove Knausgård

Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2020.

Det overnaturlige smelter sammen med det hverdagslige i Karl Ove Knausgårds seneste murstensroman, Morgenstjernen. For mens romanen rummer et hav af fortællere og karakterer, som alle lever hver deres liv, så er de fælles om dels at blive underlagt det særlige knausgårdske blik for hverdagens detaljerigdom, dels at være vidne til, at der pludselig dukker en ny kæmpestjerne op på himlen over dem. Efterfølgende oplever flere af fortællerne mystiske hændelser, men hvad er egentlig virkelighed, og hvad er ikke? Det spørgsmål stiller Morgenstjernen. Men romanen sætter samtidig spørgsmålstegn ved, hvor grænsen derimellem overhovedet går.

Romanen Morgenstjernen er en kollektivroman, hvilket vil sige, at den har mere end kun én fortæller. Faktisk har romanen hele ni fortællere. Alle har de dog både et knausgårdsk blik for tingene og bevægelserne omkring dem samt deler forfatterens reflekterende dybde og eftertænksomme stemme. Knausgård gør altså ikke – i hvert fald ikke i ret høj grad – brug af muligheden for at lege med forskellige fortællerstemmer, som andre forfattere ofte har gjort i kollektivromaner.

På den ene side er det ærgerligt, på den anden side er Knausgårds blik, tone og eftertænksomhed fantastisk at opleve verden igennem.

Et væld af karakterer, af skæbner

I romanen møder vi eksempelvis litteraturprofessoren Arne, som i de par dage, romanen forløber over, befinder sig i en skovhytte med sine tre børn og sin kunstnerhustru, Tove, som er psykotisk. Andre fortællere er Arnes nabo, rigmandssønnen og eneboeren Egil, som pludselig forsvinder fra sit hjem, præsten Kathrine, som tvivler på sit ægteskab, operationssygeplejersken Solveig, der oplever, at en hjernedød patient uventet vågner under operationen, da de skal til at fjerne hans organer, journalisten Jostein og hans hustru, plejeren Turid, som kommer til at lukke en psykisk syg patient ud i de mørke skove, fordi hun er optaget af at finde piller til at lindre sit plagede sind med.

Fælles for disse og de resterende fortællere er, at de bliver vidne til, at en kæmpestjerne, der aldrig tidligere er set, pludselig stiger op på himlen over dem. Ingen ved, hvor den kommer fra, eller hvad den vil betyde for dem, men de lægger alle mærke til den og reflekterer mere eller mindre over den – de møder den med hver deres ideologi og tro, rationalitet eller religiøsitet:

”Lyset steg og blev større, til det nogle sekunder senere havde bevæget sig op over åsen. Det lignede en stjerne, men lyset var meget stærkere. Det måtte være en planet. Men hvad slags planet kunne det være der passerede på denne tid af året. Jeg havde aldrig set noget lignende. Det havde nok en forklaring, tænkte jeg. Og under alle omstændigheder var det smukt, med det stærke lys over den blege himmel lige over den mørke skovklædte ås. (…) Jeg gik over til laden, der lå på den anden side af engen, mens jeg stadig kiggede op på stjernen. Kunne det være en supernova? En stjerne der ekspanderede mens den brændte ud? Der var noget uvirkeligt ved den. Eller også gjorde den alt andet uvirkeligt.”

Det, romanen interesser sig for, er faktisk ikke så meget, hvad stjernen er, men snarere karakterernes tanker om, hvad stjernen betyder, om den overhovedet betyder noget, og hvad der derudover sker i karakterernes liv. I en del af fortællingerne er stjernen mere et vilkår end et tema.

Det knausgårdske blik for de små øjeblikke i de store bevægelser

Og for en del af fortællerne er det, der sker omkring dem udover den mystiske stjerne, noget så hverdagsligt som at passe sit arbejde i en børnehave eller koordinere børnepasning med ekskonen over sms. Andre oplever dog begivenheder, der er omkalfatrende for deres liv, såsom utroskab, sygdom og selvmord, mens andre igen oplever apokalyptiske tegn, såsom at rotter strømmer gennem byen, krabber kravler i tusindtal op fra havet, og fugleflokke farver himlen sort. Endelig er der de fortællere, som ser overnaturlige væsener i skoven eller endda oplever et dødsrige på tætteste hold.

Det står sjældent klart, hvad der er virkeligt, og hvad der er forestillet, hallucineret måske. Men måske er det netop romanens pointe: Romanen afsluttes med et essay af den mest filosoferende af dens fortællere, Egil. Her skriver han, at ”det er ikke sådan at vi ved det vi ser, det er omvendt. Vi ser det vi ved”.

Måske er vores skelnen mellem virkeligt og uvirkeligt altså ikke så klar, som vi tror.

Om end det overnaturlige og mystiske tildeles langt mere plads i Morgenstjernen end i Karl Ove Knausgårds autofiktive 6-bindsværk Min kamp, som gjorde ham til en litterær superstjerne, så kan denne nyeste roman fra verdensstjernen faktisk meget af det samme som hans tidligere værker: Netop at forbinde de små øjeblikke i hverdagen med eksistensens største bevægelser. Og det gør Knausgård altså mere elegant, dragende, tankevækkende og tilgængeligt end de fleste.

Har du lyst til at dele din oplevelse eller historie med os?

Har du læst Karl Ove Knausgårds roman? Så del meget gerne din mening med os og andre læsere. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer