En livsbekræftende og prisvindende roman om selvmord og om livet

Ar af Auður Ava Ólafsdóttir

Forlag: Batzer & CO. Udgivelsesår: 2018.

Et liv forløber sjældent, uden at det efterlader ar på krop, sjæl eller begge steder. Og i romanen Ar af islandske Auður Ava Ólafsdóttir bliver arene for dybe for jeg-fortælleren Jonas. Derfor beslutter han sig for at gøre en ende på det hele. Men trods romanens tungsindige temaer som selvmord, ulykkelighed, trauma og krig, er det samtidig en humoristisk og ikke mindst livsbekræftende bog. Den beskriver det altødelæggende, men er samtidig opbyggelig. Den river identiteter i stykker, men sætter smådelene sammen på ny, så der fra de både fysiske ruiner i det krigshærgede land, som romanen udspiller sig i, og fra de eksistentielle murbrokker, som endnu udgør Jonas, vokser spirende tanker om tilværelsen frem.

Romanen Ar begynder i Island. Her er hovedpersonen og jeg-fortælleren, 49-årige Jonas, netop blevet skilt fra sin hustru. I samme ombæring har han tilmed fået at vide, at han ikke er sin datters biologiske far.  

Halvvejs gennem livet rives det identitetsmæssige tæppe altså væk under Jonas, og det får ham til at besluttet at begå selvmord: 

”Vil verden savne mig? Nej. Vil verden være fattigere uden mig? Nej. Vil verden klare sig uden mig? Ja. Er verden bedre nu, end da jeg gjorde min entré i den? Nej. Hvad har jeg udrettet for at gøre den bedre? Ingenting."

Jonas ved bare ikke hvordan, han skal begå det – selvmordet. For en stund overvejer han at skyde sig med naboens jagtriffel, for som han tænker: “Hvad skyder man også i maj andet end sig selv?”: 

Han beslutter at afhænde sin virksomhed, overføre gevinsten til sin datter og rejse til et fjernt land, som ligger i ruiner efter en sønderrivende borgerkrig. Med sig har han kun tøj til få dage og en boremaskine. At han har pakket så let til turen skyldes, at han alligevel bare regner med at bore en krog i hotelværelsets loft, når han ankommer og hænge sig fra den. 

Jonas lejer et værelse på et hotel, men får ikke lov at være for sig selv ret længe ad gangen. For snart finder bestyrerne ud af, at Jonas er fiks på fingrene – og endda har medbragt en boremaskine.   

Så da hotellet – som resten af landet – trænger til mere end et par kærlige hænder, men der bare ikke er ret mange kærlige hænder tilbage i det totalt-demolerede land, overtaler bestyrerne Jonas til at hjælpe med at sætte hotellet lidt i stand. Som betaling får han lov at blive boende længere end den tid, han havde planlagt. 

Rygtet om Jonas breder sig, og pludselig får han en hel del fra hånden. Han bliver dermed til noget for nogen; han bliver til. Således vender Jonas’ lyst til livet stille og roligt tilbage, ligesom han ser det gør i landet omkring sig. 

En klassisk fortælling om en mand i krise – og dog! 

Ar skriver sig ind i en lang tradition af bøger om mænd i krise. Som så ofte før set beskriver romanen en mand, hvis identitetsgrundlag rives væk under ham, da hans familie går i stykker. For hvad har han så tilbage? Hvem er han egentlig?  

Sidst i sine 40’ere skal Jonas pludselig genopfinde et jeg, eller ligefrem skabe et. For som han selv formulerer det i en samtale med en borger i det fremmede land:

”’Ja, jeg sang også selv i kor engang', siger jeg. Faktisk traf jeg min kone – forhenværende – i koret. Jeg kunne have tilføjet: Dengang var jeg endnu ikke blevet til. Hvad så, hvis han så spurgte: Men nu, er du blevet til nu?”

Jonas tvivler og vakler, og helt let er det heller ikke at være i det fremmede land, hvor han endda tvivler på retten til den sorg, han bærer med sig: 

“Jeg kan ikke fortælle denne unge kvinde som har skullet anstrenge sig sådan for at overleve sammen med sin søn og yngre bror under en regn af faldende bomber – i et land hvor der flyder blod i flodlejerne og hvor henrettelsesgrupper drog omkring indtil for få uger siden og vandet stadig er farvet af blod – at jeg er kommet hele den lange vej for at tage livet af mig; jeg kan ikke forklare disse mennesker at jeg er kommet med værktøjstasken for at sætte en krop op, at det at tage boremaskine med svarer til når andre tager deres tandbørste med, jeg kan ikke fortælle hende – efter alt det som hun har gået igennem – at jeg har tænkt mig at bebyrde hende og hendes bror med at skære mig ned. Min ulykke er i bedste fald naragtigt når der ligger ruiner og støv lige uden for vinduet.”

Sådan tænker Jonas, og hvor tanken kommer fra, synes åbenlys, det ødelagte land taget i betragtning. 

Alligevel bliver romanen ikke belærende eller moraliserende. Den skildrer en mand, der har ondt i livet og som ved at se verdens værste dårligdomme får et perspektiv, men uden at han bliver slået i hovedet med det. Slår nogen Jonas, er det ham selv. Men perspektivet reagerer han godt på, og dermed finder han en plads til sig selv, til livet. 

I den forstand handler romanen mindre om en mand, der vil tage sit liv, end om én, der langsomt finder tilbage til livet. 

Har du lyst til at dele din oplevelse eller historie med os?

Har du læst Auður Ava Ólafsdóttirs roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer