Vis mig dine dæmoner

Vargtimmen (1968)​

Du ligger vågen. Natten synger på sit sidste vers, mens morgendagens lys endnu venter på sig. Lange søvnløse timer har bragt dig hertil. Dine trætte øjne udvander mørket, og i din stille grå verden spørger du: Hvorfor? Svarene kommer indefra, men med hvilken stemme kan kun du berette. Du er i ulvetimens vold, og i denne tidløse stund, hvor kun et tyndt slør adskiller det vante fra det fantastiske, har den budt dig på et skæbnesvangert møde med dine indre dæmoner. Den forpinte Johan har i Vargtimmen ladet sine sjælevenner vente længe, og som åndelige fogeder har de langsomt fundet vej ud af mørket for at opkræve hans gæld. Kan Johan nå at forstå sine indre stemmer, før det er for sent? Og tør du lade dine egne vente?

Kort og godt om Vargtimmen

Kunstneren Johan er forsvundet. Hans gravide kone Alma sidder forundret og fortvivlet tilbage – alene i deres afsides øhjem. Alma elskede sin mand trods hans forpinte sjæl, og i den sidste tid op til Johans forsvinding kom hun hans indre univers tættere, end vi vanligt kommer andet end vores eget. Johan havde et hjemsøgt sind, og med parrets afskæring fra samfundet forsøgte han at flygte fra sit gamle selv og dets spøgelser. Men de fulgte med ham, og de slog sig ned i parrets afsides idyl. Her ulmede de, og i nætternes ly manifesterede de sig langsomt. 

Vargtimmen (1968) – skrevet og instrueret af Ingmar Bergman – er Almas beretning om hendes mands sindslige deroute, og om hvordan Alma for en stund, i jagten på at forstå, lod Johans dæmoner blive til sine egne. I hendes kærlighed rummede hun hans kaos, men tilbage spøger et ubesvaret spørgsmål nu hos Alma: Var hendes kærlighed for stor – eller for lille – til at redde Johan fra sig selv?

Vargtimmen (1968) kan findes på DVD og Blu-ray (Criterion Collections boks-udgivelse kan varmt anbefales!) og kan aktuelt streames hos C-more.
Kan Alma (spillet af Liv Ullman) følge Johans lidelser til ende? (Vargtimmen, 1968)

En mental osmose

Visse sindslige kvaler kan være af så enorm personlig karakter, at udsigten til oprigtigt at forstå den lidendes interne oplevelse kan virke håbløs. Når vi så prøver at være til hjælp, leder det ofte til en mere analytisk – og deraf distanceret – tilgang til den sindslige assistance. Vi gør det i håbet om at deducere os frem til helbredelsens nøgle, og vi gør det herved uden at tage den lidendes univers ind i os selv – dels for tilgangens formodede effekt og dels for at beskytte os selv. For tanken om at hengive vores eget sind til det lidende modstykke – hvis vi kan – og overgive os til dets præmisser vil altid være forbundet med en vis frygt: Risikerer jeg at gøre ondt værre, og er der fare for, at jeg selv farer vild?

Men hvad nu, når den lidende er dit livs elskede partner – og hjælp udefra ej en mulighed? 

Kan Alma (spillet af Liv Ullman) følge Johans lidelser til ende? (Vargtimmen, 1968)

Ingmar Bergman udforsker netop det plagede sind i dets relation til sine allernærmeste. Er det nødvendige nøgterne overblik her overhovedet muligt, og kan man undgå selv at lade sig “smitte” af det forpinte sind? Måske, måske ikke. 

Alma spekulerer selv over spørgsmålet og rationaliserer sig frem til, at årevis af samliv uundgåeligt må lede en vis udveksling med sig: Han bliver til lidt af mig, og jeg bliver til lidt af ham. Der er noget romantisk over en sådan følelse, og for størstedelen af et pars dynamik er det formentlig en hensigtsmæssig følge. Men når Johan i Vargtimmen er ved at kæntre, i hvor høj grad vil Alma uforsætligt kæntre med ham – trods hendes kærlige hensigter om at frelse sin mand? Vil hun da være i stand til at se skoven for bare træer – eller blot fare vild med ham? 

Hun er selv i tvivl, og som seer håber vi blot på, at gåden ikke fostrer atter nye spøgelser…

Visse sindslige kvaler kan være af så enorm personlig karakter, at udsigten til oprigtigt at forstå den lidendes interne oplevelse kan virke håbløs. Når vi så prøver at være til hjælp, leder det ofte til en mere analytisk – og deraf distanceret – tilgang til den sindslige assistance. Vi gør det i håbet om at deducere os frem til helbredelsens nøgle, og vi gør det herved uden at tage den lidendes univers ind i os selv – dels for tilgangens formodede effekt og dels for at beskytte os selv. For tanken om at hengive vores eget sind til det lidende modstykke – hvis vi kan – og overgive os til dets præmisser vil altid være forbundet med en vis frygt: Risikerer jeg at gøre ondt værre, og er der fare for, at jeg selv farer vild?

Men hvad nu, når den lidende er dit livs elskede partner – og hjælp udefra ej en mulighed? 

Ingmar Bergman udforsker netop det plagede sind i dets relation til sine allernærmeste. Er det nødvendige nøgterne overblik her overhovedet muligt, og kan man undgå selv at lade sig “smitte” af det forpinte sind? Måske, måske ikke. 

Alma spekulerer selv over spørgsmålet og rationaliserer sig frem til, at årevis af samliv uundgåeligt må lede en vis udveksling med sig: Han bliver til lidt af mig, og jeg bliver til lidt af ham. Der er noget romantisk over en sådan følelse, og for størstedelen af et pars dynamik er det formentlig en hensigtsmæssig følge. Men når Johan i Vargtimmen er ved at kæntre, i hvor høj grad vil Alma uforsætligt kæntre med ham – trods hendes kærlige hensigter om at frelse sin mand? Vil hun da være i stand til at se skoven for bare træer – eller blot fare vild med ham? 

Hun er selv i tvivl, og som seer håber vi blot på, at gåden ikke fostrer atter nye spøgelser…

Kort og godt om Vargtimmen

Kunstneren Johan er forsvundet. Hans gravide kone Alma sidder forundret og fortvivlet tilbage – alene i deres afsides øhjem. Alma elskede sin mand trods hans forpinte sjæl, og i den sidste tid op til Johans forsvinding kom hun hans indre univers tættere, end vi vanligt kommer andet end vores eget. Johan havde et hjemsøgt sind, og med parrets afskæring fra samfundet forsøgte han at flygte fra sit gamle selv og dets spøgelser. Men de fulgte med ham, og de slog sig ned i parrets afsides idyl. Her ulmede de, og i nætternes ly manifesterede de sig langsomt. 

Vargtimmen (1968) – skrevet og instrueret af Ingmar Bergman – er Almas beretning om hendes mands sindslige deroute, og om hvordan Alma for en stund, i jagten på at forstå, lod Johans dæmoner blive til sine egne. I hendes kærlighed rummede hun hans kaos, men tilbage spøger et ubesvaret spørgsmål nu hos Alma: Var hendes kærlighed for stor – eller for lille – til at redde Johan fra sig selv?

Vargtimmen (1968) kan findes på DVD og Blu-ray (Criterion Collections boks-udgivelse kan varmt anbefales!) og kan aktuelt streames hos C-more.

En mental osmose

Visse sindslige kvaler kan være af så enorm personlig karakter, at udsigten til oprigtigt at forstå den lidendes interne oplevelse kan virke håbløs. Når vi så prøver at være til hjælp, leder det ofte til en mere analytisk – og deraf distanceret – tilgang til den sindslige assistance. Vi gør det i håbet om at deducere os frem til helbredelsens nøgle, og vi gør det herved uden at tage den lidendes univers ind i os selv – dels for tilgangens formodede effekt og dels for at beskytte os selv. For tanken om at hengive vores eget sind til det lidende modstykke – hvis vi kan – og overgive os til dets præmisser vil altid være forbundet med en vis frygt: Risikerer jeg at gøre ondt værre, og er der fare for, at jeg selv farer vild?

Men hvad nu, når den lidende er dit livs elskede partner – og hjælp udefra ej en mulighed? 

Ingmar Bergman udforsker netop det plagede sind i dets relation til sine allernærmeste. Er det nødvendige nøgterne overblik her overhovedet muligt, og kan man undgå selv at lade sig “smitte” af det forpinte sind? Måske, måske ikke. 

Alma spekulerer selv over spørgsmålet og rationaliserer sig frem til, at årevis af samliv uundgåeligt må lede en vis udveksling med sig: Han bliver til lidt af mig, og jeg bliver til lidt af ham. Der er noget romantisk over en sådan følelse, og for størstedelen af et pars dynamik er det formentlig en hensigtsmæssig følge. Men når Johan i Vargtimmen er ved at kæntre, i hvor høj grad vil Alma uforsætligt kæntre med ham – trods hendes kærlige hensigter om at frelse sin mand? Vil hun da være i stand til at se skoven for bare træer – eller blot fare vild med ham? 

Hun er selv i tvivl, og som seer håber vi blot på, at gåden ikke fostrer atter nye spøgelser…

Kan Alma (spillet af Liv Ullman) følge Johans lidelser til ende? (Vargtimmen, 1968)

Ingmar Bergman udforsker netop det plagede sind i dets relation til sine allernærmeste. Er det nødvendige nøgterne overblik her overhovedet muligt, og kan man undgå selv at lade sig “smitte” af det forpinte sind? Måske, måske ikke. 

Alma spekulerer selv over spørgsmålet og rationaliserer sig frem til, at årevis af samliv uundgåeligt må lede en vis udveksling med sig: Han bliver til lidt af mig, og jeg bliver til lidt af ham. Der er noget romantisk over en sådan følelse, og for størstedelen af et pars dynamik er det formentlig en hensigtsmæssig følge. Men når Johan i Vargtimmen er ved at kæntre, i hvor høj grad vil Alma uforsætligt kæntre med ham – trods hendes kærlige hensigter om at frelse sin mand? Vil hun da være i stand til at se skoven for bare træer – eller blot fare vild med ham? 

Hun er selv i tvivl, og som seer håber vi blot på, at gåden ikke fostrer atter nye spøgelser…

Johan (th., spillet af Max von Sydow) indvier Alma i ulvetimens kraft (Vargtimmen, 1968)

Vores livs ulvetimer

Vores vanligt kendte ’ulvetimer’ hidrører typisk børnefamiliernes travle eftermiddage, hvor den gode stemning nøjsommeligt balancerer på et korthus af logistik. Her hænger ro og orden i en tynd tråd, og med ulvetimen omfatter vi netop denne linedans mellem familieidyl og komplet kaos – omend indenfor hverdagens relative normalitet.

Vi skal dog ikke langt tilbage i tiden – og forblive i Skandinavien – for at få redefineret den uroklingende ulvetime, da Ingmar Bergman i 1968 iscenesatte sin films mytiske titel med nedenstående beskrivelse.

Ingmar Bergman om filmens titel:

“Vargtimmen är timmen mellan natt och gryning. Det är timmen då de flesta människor dör, då sömnen är djupast, då mardrömmarna är verkligast. Det är timmen då den sömnlöse jagas av sin svåraste ångest, då spöken och demoner är mäktigast. Vargtimmen är också den timme när de flesta barn föds.”

Oversat til dansk: “Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er timen, hvor de fleste mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtene er mest virkelige. Det er timen, hvor den søvnløse jages af sin største angst, hvor spøgelser og dæmoner er stærkest. Ulvetimen er også timen, hvor flest børn fødes.”

Begrebets urolige natur overlapper nuvel, men på toppen af den svenske ‘vargtimmes’ korthus balancerer mere end hverdagens julefred. I denne gråzone mellem nat og dag er det søvnløse sind fanget i volden af sine værste sider, alt imens liv og død i ly af nattens kollektive trance hiver menneskehedens vægt hver sin vej. Det er tiden, hvor de svære tanker indhenter os; banker insisterende på den sovendes drømme og griber fat i den søvnløses sind. Det er et dystert koncept, men samtidig genkendeligt. 

Det kan være større eller mindre sager, men de fleste af os har formentlig døjet med en søvnløs nat fra tid til anden. Hvor vi i ly af mørket er blevet indhentet af os selv for endelig at måtte konfrontere et indre dilemma. Noget kan forekomme indlysende for os, mens andet kan spille os et pus og lede til talrige søvnløse nætter. Fælles for dilemmaerne er dog, at vi skal forholde os til dem – for ellers vokser de.

Den mystiske Lindhorst (spillet af Georg Rydeberg) kender Johan lidt for godt. Hvem - eller hvad - er han? Se med! (Vargtimmen, 1968)

Johans indre dilemma er af den store rang, og han virker til at have samlet til bunke gennem årene. Han har længe prøvet at flygte fra det skæbnesvangre møde med sig selv; men nat efter nat – og ulvetime efter ulvetime – insisterer dæmonerne på at holde et spejl op foran ham; som en hengemt side af ham selv, der kræver at blive set. Og i ulvetimen, hvor sindets barrikader er trættest, slår de til.  

Vores korte tid med Johan og Alma er mystisk, til tider skræmmende og dybt fascinerende. Den viser, foruden den interne logiks virkelighed, det sjældne tilfælde, når det uendeligt introspektive bliver til et kollektivt fænomen, som det gør i gennem parrets afskårede symbiose. Det overnaturlige lurer konstant i baggrunden, men vi er aldrig i tvivl om parrets oplevelser; de er utroligt virkelige. 

Lad dig indhylle i det kæntrende pars surreale virkelighed, og se om du kan finde svaret på deres gåder. Men pas på; for i ulvetimens mørke risikerer du at møde dig selv – og dine egne dæmoner.

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Ingmar Bergman
Forfatter: Ingmar Bergman
Medvirkende: Liv Ullmann, Max von Sydow, Erland Josephson, Ingrid Thulin, Georg Rydeberg m.fl.
Fotograf: Sven Nykvist
Klipper: Ulla Ryghe
Scenograf: Marik Vos

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer