Valgene vi tager

The Ascent / Восхождение (1977)

Vi handler både rationelt og irrationelt i vores virke på Jorden – men hvilke målestokke afgør hvad, der er hvad? Sotnikovs liv hænger i The Ascent i en tynd tråd af sygdom, kvæstelser, krigstraumer og håbløshed. I hans uendelige mørke titter et spinkelt lys dog frem; en lysende opstigning fra et uundgåeligt nederlag i den håndgribelige verden omkring ham til en virkelighed udover det fysiske. Det legemlige og det åndelige kan nemlig ikke begge sejre i tragedierne omkring ham, og hans valg må ofre det ene, for at det andet kan overleve. Tag den martrede partisan ind og se igennem krigens kulde i instruktør Larisa Shepitkos utilsigtede svanesang om menneskets ånd overfor dets svære valg.

Kort og godt om The Ascent

The Ascent tager os med ud i den dræbende sovjetiske kulde under Anden Verdenskrig. Her kæmper Sotnikov og Rybak en hård og håbløs kamp for deres folks frihed fra de tyske tropper, der har sat sig på det frosne landskabs magt.

Larisa Shepitkos sort-hvide drama fra 1977 tager afsæt i krigens forfærdelige præmisser. Gennem deres alvor får den desværre alt for unge instruktørs sidste film mulighed for at præsentere sit underliggende – og universelle – råstof med en profund gennemslagskraft: Valgene vi som mennesker foretager os; hvad de bygger på, hvad vi vil med dem, og om vi kan se os selv i øjnene i dem, eller om de splitter os itu.

The Ascent (1977) kan findes på DVD og Blu ray og aktuelt lejes på bl.a. Blockbuster.com

Krigens natur fordrer i The Ascent uendelige valg af livsafgørende betydning – fra det letteste ultimatum til det sværeste. For modstandsbevægelsen på flugt er godt og ondt umiskendelige modsætninger, men deres valgs konsekvenser er dog samtidigt tifoldige, og både krop og sind er konstant på højkant.

The Ascents kulde skærer igennem skærmen og trækker dig ned i sneen med Sotnikov og Rybak, og mens kroppen lider under de ekstreme forhold, får frostens bid tiden til at stå helt stille – som små sjælelige afbræk af klarsyn fra en virkelighed, der er løbet af sporet. Midt i det desperate kaos fremstår alt pludseligt klart – valget står klart.  

Så tag med på Shepitkos meditation over menneskets valg i et taktilt univers af rå virkelighed og transcenderende close-ups sat til de sparsomt fordelte og endnu bevægende toner af Arnold Schnittke (link på bunden af siden). Der er gaver at hente foruden en fremragende filmoplevelse! God filmlyst! 

Tag et dybere stik i sneen nedenfor; og funder over hvorfor vi vælger livets stier, som vi gør.   

Kort og godt om The Ascent

The Ascent tager os med ud i den dræbende sovjetiske kulde under Anden Verdenskrig. Her kæmper Sotnikov og Rybak en hård og håbløs kamp for deres folks frihed fra de tyske tropper, der har sat sig på det frosne landskabs magt.

Larisa Shepitkos sort-hvide drama fra 1977 tager afsæt i krigens forfærdelige præmisser. Gennem deres alvor får den desværre alt for unge instruktørs sidste film mulighed for at præsentere sit underliggende – og universelle – råstof med en profund gennemslagskraft: Valgene vi som mennesker foretager os; hvad de bygger på, hvad vi vil med dem, og om vi kan se os selv i øjnene i dem, eller om de splitter os itu.

The Ascent (1977) kan findes på Blu-ray og kan bl.a. lejes på Blockbuster.com

Krigens natur fordrer i The Ascent uendelige valg af livsafgørende betydning – fra det letteste ultimatum til det sværeste. For modstandsbevægelsen på flugt er godt og ondt umiskendelige modsætninger, men deres valgs konsekvenser er dog samtidigt tifoldige, og både krop og sind er konstant på højkant.

The Ascents kulde skærer igennem skærmen og trækker dig ned i sneen med Sotnikov og Rybak, og mens kroppen lider under de ekstreme forhold, får frostens bid tiden til at stå helt stille – som små sjælelige afbræk af klarsyn fra en virkelighed, der er løbet af sporet. Midt i det desperate kaos fremstår alt pludseligt klart – valget står klart.  

Så tag med på Shepitkos meditation over menneskets valg i et taktilt univers af rå virkelighed og transcenderende close-ups sat til de sparsomt fordelte og endnu bevægende toner af Arnold Schnittke (link på bunden af siden). Der er gaver at hente foruden en fremragende filmoplevelse! God filmlyst! 

Tag et dybere stik i sneen nedenfor; og funder over hvorfor vi vælger livets stier, som vi gør.   

Sotnikov (spillet af Boris Plotnikov) på sin krops rand i kulden (The Ascent, 1977)

Dine valg og dig

Vi træffer alle tusindvis af valg gennem vores liv. Vores sans for fornuft driver mange af dem, ligesom vores lyster og drifter også ofte ligger bag. Men hvad er formålene med vores valg? 

De kan opgøres i håndgribelige mål, som når vi træffer beslutninger, der eksempelvis har for øje at optimere vores konkrete levestandarder. Det kan være af betydning for alt fra at få et tag over hovedet til at vælge mellem den ene eller den anden luksusgode. Vi kan kalde valgene med disse konkrete mål for øje for en slags legemlige valg, idet de har indvirkning på vores fysiske virke i verden, og deres effekt kan håndgribeliggøres.

På den anden side kan vores valg drives af mere diffuse og umålbare bestræbelser. Det kan være ens etiske overbevisninger, mavefornemmelser eller mere sjælelige fordringer, der ligger til grund herfor – vi kan kalde dem for åndelige valg. 

Resultaterne af valgene overlapper naturligvis ofte – og heldigvis for det – for et tag over hovedet kan nære både krop og sind, ligesom valget mellem materielle goder kan afhænge både af monetære forhold samt eksempelvis etiske overvejelser.

Men hvad nu, når der ikke er samhørighed mellem dine valgs grundlag – når det åndelige og det legemlige ikke kan enesDet er striden mellem disse valg, der koger under overfladen på The Ascent, og i kraft af krigens ubarmhjertige ultimatummer, svajer der i denne balance lidt mere end god og dårlig samvittighed over et trivielt indkøb.

To modsætninger ansigt til ansigt - hvad ligger til grund for deres valg?

Portnov (spillet af Anatoliy Solonitsyn) tåler knapt at se den stærke ånd i øjnene (The Ascent, 1977)
Sotnikov stirrer den bitre ende urokkeligt i øjnene (The Ascent, 1977)

Vi møder i filmen den sovjetiske forhørsleder Portnov (på billedet ovenfor spillet af Anatoliy Solonitsyn – som også medvirker i Tarkovskys Mirrorlink til anbefaling), der arbejder for tyskerne. Af ukendte årsager har han valgt at føje den invaderende magt, og om det er af politiske overbevisninger, for egen fortjeneste eller for at bevare sit liv i behold er ikke eksplicit udpenslet. I mødet med Sotnikov (på billedet ovenfor spillet af Boris Plotnikov) får vi dog en klar fornemmelse af valgets ophav.  

I scenen mellem de to har Portnov umiddelbart oprøreren i sin hule hånd, og den afvæbnede Sotnikov præsenterer ingen håndgribelig trussel. På overfladen er Portnov den magtfulde instans, men alligevel sker der noget bemærkelsesværdigt imellem dem, da forhørslederen ihærdigt forsøger at vride informationer ud af Sotnikov. For i Sotnikovs øjne møder han en anden virkelighed. I de afklarede øjne reflekteres en virkelighed, hvor Portnov ikke har magten. Tværtimod, for i Sotnikovs sind har han selv sejret. 

Portnov trækker sig foragtende fra det fastlåste blik. Hvorfor ved vi ikke med sikkerhed, men for mig at se skræmmes han af sin selvforagt. For i øjnene foran ham ser han det valg, som han ikke selv kunne tage – et åndeligt valg, der med sine konsekvenser modsiger enhver legemlig rationalitet. Portnov selv har i modsætning hertil beholdt sit liv i behold, for i sin desperate frygt valgte han livet under alle omstændigheder – om det så betød et åndeligt selvmord. 

'Opstigningen' mod filmens finale (The Ascent, 1977)

Udveksling af blikke som ovenstående finder sted flere gange på tværs af fortællingen. Om det er anger, stolthed eller sjælefred så stråler det ud af øjnene på karaktererne. Det er usagt og implicit. Vi får lov at stirre ind i de determinerede – og lige så forbandede – øjnes fred, mens de forvitrede og splittede sinds øjne flygter fra os. 

Jeg vil være den sidste til at fælde dom under disse ekstreme og umenneskelige forhold, men de formår dog uundgåeligt at sætte tanker i gang og vende mit blik indad. Hvem lytter du mest til, når det åndelige og det legemlige trækker dit sind i hver deres retning? Den ene eller den anden af dine ’fornufter’?

Trivia: Med ‘The Ascent’ vandt Larisa Shepitko Guldbjørnen ved Berlinalen i 77′. Filmen blev dog desværre også til Larisa Sheputkos sidste i instruktørstolen, da hun kun få år efter filmens udgivelse afgik ved døden i et biluheld under forberedelserne til sin næste film. Hendes mand, filminstruktøren Elem Klimov, tog på sig at instruere filmen i hendes sted, som endte med den passende titel ‘Farewell’. I 1985 skulle Klimov ende med selv at stå bag en af vor tids skelsættende krigsdramaer med ‘Come and See’ – også yderst anbefalelsesværdig omend en hård affære.

Hovedtemaet fra The Ascent af Alfred Schnittke

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Larisa Shepitko
Forfatter: Vasiliy Bykov (forlæg), Larisa Shepitko og Yuri Klepikov (manuskript)
Medvirkende: Boris Plotnikov, Vladimir Gostyukhin, Lyudmila Polyakova, Anatoliy Solonitsyn m.fl.
Komponist: Alfred Schnittke
Fotograf: Vladimir Chukhnov og Pavel Lebeshev
Klipper: Valeriya Belova
Scenograf: Yuriy Raksha

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer