Med det sagt; hvis du har total spoiler-allergi, så nøjes evt. blot med at læse de introduktionære beskrivelser af filmen – at vi anbefaler den, er i sin egen ret grund nok til at sætte den på! Men bare rolig; vi røber ikke den overraskende slutning (eller Luke Skywalkers familiære forhold).
Så er der spørgsmålet om udvalget. Noget kan streames – andet kan ikke. Vi må blankt erkende, at streaming-tjenesternes fremkomst så småt udkonkurrerer filmenes fysiske format, og med det er vi bange for, at vi lige så lader os tage til takke med de største platformers udbud. Misforstå ej, selv de store streaming-tjenester disker op med gode gamle klassikere og glemte udgivelser, men ved enhver overgang fra et format til et andet, må man (desværre) forvente, at noget går tabt. Et væld af flot og tankevækkende filmkunst risikerer dog at gå os forbi, når vi nøjes med det sidste nye ’recommended for you’.
I vores højdigitale tider har muligheden for at dykke ned i ældre filmkunst til gengæld heller aldrig været større – vi skal bare vide, hvad vi skal lede efter. De fleste af filmene, der anbefales her, kan formentlig lejes online, så du behøver ikke nødvendigvis at finde plads til dem på reolen. Vi håber derimod, at din oplevelse kommer til at fylde rigeligt. God fornøjelse!