Fællesskaber og litteraturarrangementer

Vi skaber fællesskaber i form af online og fysiske litteraturarrangementer. Vi inviterer til højtlæsning, oplæsning eller foredrag, som danner grundlag for vores samtaler om et givent værk eller tema. Det er vores hensigt at give så mange som muligt mulighed for at fordybe sig i litteraturen, reflektere over bøgers indhold og tale sammen om det.

Litteraturen undersøger, hvad det vil sige at være menneske. Derfor får litteraturen os til at sanse, føle, tænke og erfare. Dens temaer giver os konkrete emner at tale sammen om, og dens karakterer bliver med tiden fælles bekendte.

Vi vil gerne gøres vores til, at vi også får talt sammen om disse erfaringer, temaer og bekendte. Du behøver ikke at have læst noget for at deltage. Du kan bruge arrangementerne som introduktion til en forfatter, et værk eller et tema – du kan faktisk bruge det til lige det, du vil.

Med arrangementerne håber vi på at skabe rum for samtaler om såvel hverdagens små tanker som livets komplekse emner og tabuiserede følelser. Litteraturen er god til at sætte ord på netop dette – det svære og komplekse – og give os et sprog for det. Derfor tager vi udgangspunkt i litteraturen.

På denne side kan du læse om, hvordan vi læser, hvad der sker med os, når vi læser, og hvorfor det er vigtigt, at vi bliver ved med at læse. Og at vi gør det sammen.

Hvordan læser vi?

I skolen lærer vi at læse som noget af det første. Det sker som led i danskundervisningen, hvor det særligt er skønlitteratur, der er genstand for læsningen. Den læsning, vi lærer i danskundervisningen, er en kritisk læsning – vi skal analysere og fortolke.

Uheldigvis giver den form for undervisning/læsning (analyse og fortolkning) mange af os det indtryk, at skønlitteraturen skjuler noget for os, og at læsning kun går ud på at afsløre det skjulte. Læsningen bliver gjort “mistroisk”, hvilket kan have en negativ påvirkning på vores forhold til litteratur og måske på, hvor meget vi læser senere i livet.

Kulturministeriets Bogpanel udgiver hvert år en årsrapport om litteraturens aktuelle status. I den seneste rapport fra 2019 skrev de, at danskernes læsevaner er under pres; vi læser mindre hyppigt, end vi har gjort.

Hos Virkelig Fiktion anerkender vi, at kritisk læsning, der eksempelvis reflekterer over tekstens fortæller, rum, tid og metaforer, kan give opdagelser af elementer i teksten, som vores umiddelbare læsning kan overse. Men vi anerkender også, at andre tilgange til læsning kan være enormt værdifulde og bør respekteres i lige så høj grad som den litteraturkritiske læsning. Dermed håber vi på at gøre skønlitteraturen mere tilgængelig og attraktiv for flere.

Litteraturprofessor Rita Felski er en stor inspirationskilde for os. I sin bog Uses of Literature præsenterer hun særligt fire alternativer til den litteraturkritikkens “mistroiske læsninger”. Hun interesserer sig for, hvad læsning og æstetiske oplevelser generelt skaber og rammesætter, og Felski taler i den forbindelse om Recognition (genkendelse og anerkendelse), Enchantment (fortryllelse), Knowledge (viden) og Shock (chok).

 

”Jeg foreslår en læsning, der inddrager anerkendelsens og genkendelsens logik, som arbejder med, at den æstetiske erfaring har lighed med fortryllelse i en verden, der formodes at være affortryllet; en læsning, som indser at litteraturen skaber særlige konfigurationer af social viden, som værdsætter, at vi kan blive chokerede over, hvad vi læser. Disse fire kategorier sammenfatter, hvad jeg kalder former for tekstligt engagement" (Felski 2008: 14-15)
Rita Felski
Litteraturprofessor

Hvad sker der med os, når vi læser?

Humanister har længe hævdet, at vi både bliver klogere på os selv og mere empatiske over for andre ved at læse fiktionslitteratur. For når vi læser, får vi indsigt i andre menneskers liv og sind på måder, vi ellers vanskeligt og sjældent kan komme til. Det styrker vores følelser for andre og evnen til at sætte os i deres sted.

Antagelsen om, at vores empati og generelle forståelse for andre kan udvikles gennem litteratur, virker rimelig. Den samme antagelse er da også blevet fremsat inden for andre videnskabelige områder. Fx i socialpsykologiske forsøg som Kidd & Castanos (2013) og som beskrevet af Keith Oatley, professor i kognitiv psykologi. Oatley arbejder blandt andet med de emotionelt-formative konsekvenser ved at læse, og han hævder, at fiktion kan træne os i at tænke socialt. Påstanden er, at fiktionsnarrativer – ved at stimulere os følelsesmæssigt og få os til at beskæftige os med sociale temaer – kan øge vores indsigt i sociale fænomener og ligefrem træne vores sociale kompetence (se citatet til højre).

De seneste år har vi med den teknologiske udvikling tilmed fået neurologisk måleudstyr, der ser ud til at kunne bekræfte ovenstående antagelser. Nyere forskning indikerer, at når vi læser om nogen, der gør noget eller som føler fx angst, smerte, vrede eller kærlighed, så aktiveres de dele af vores hjerne, som ellers først ville blive aktiveret, hvis vi selv oplever den angst, den smerte, den vrede eller den kærlighed, som vi læser om. Ved at scanne læserens hjerne kan vi nu se, at læseren faktisk oplever det, som sker i fiktionen. Ganske vist er oplevelsen gennem læsning ikke helt så stærk, som den virkelige oplevelse ville have været. Men læseoplevelsen aktiverer hjernen til en vis grad. Fiktionen giver os altså mulighed for at opleve; fiktionsoplevelserne påvirker vores hjerne, og i den forstand udvider læsningen vores bevidsthed.

Derudover har læsning en række kognitive fordele. Eksempelvis beskriver videnskabsforfatteren Rita Carter, hvordan læsning er én af de bedste ”workouts”, vi kan tilbyde vores hjerne. For læsning styrker vores forestillingsevne, altså vores fantasi, og vores hukommelsesevne (se videoen herefter).

”The subject matter of fiction is constantly about why she did this, or if that's the case what should he do now, and so on. (…) We can think about it in terms of the psychological concept of expertise. If I read fiction, this kind of social thinking is what I get better at. If I read genetics or astronomy, I get more expert at genetics or astronomy. In fiction, also, we are able to understand characters' actions from their interior point of view, by entering into their situations and minds, rather than the more exterior view of them that we usually have. And it turns out that psychologically there is a big difference between these two points of view. We usually take the exterior view of others, but that's too limited".
Keith Oatley
Professor i kognitiv psykologi

Læsning – en måde at være i verden på​

Vi kan tilsyneladende læse både for at forstå os selv og andre bedre. Læsning gør os klogere, og læsning giver os et frirum. For når vi læser, sættes vi i en særlig mental, sansende og social situation – trukket tilbage fra samfundet og fra nutiden, som den franske fænomenolog Marielle Macé (2013) så fint beskriver det.

Det betyder dog ikke, at læsning er en tilstand, vi kun kan træde ind i ved at træde ud af vores egentlige liv. Nej, litteraturen rækker ud over læsesituationen, så det, vi læser, farver vores virkelighed, når vi lægger bogen fra os.

Macé beskriver, at læsning former os på den mest simple måde: Vi træder ind i en anden sfære, indhylles i den, oplever den og bliver dér konfronteret med andre livsformer, som tester vores egen livsform. I læsningen opstår der en udveksling mellem bogens verden og os, og den udveksling skærper vores sanselighed og re-orienterer vores opmærksomhed – også uden for bogen.

Den litterære oplevelse er i den forstand identitetsformende, og derfor er læsning ikke adskilt fra vores egentlige liv. Læsning er en del af livet, fordi bøgerne kan skærpe vores sanseapparat og stimulere vores eksistentielle tanker. Fx ved at konfrontere os med andre sociale miljøer, fremmede perspektiver eller blot ved en simpel beskrivelse af en hverdagsgenstand, vi måske aldrig rigtigt har kigget på, selvom den længe har stået for næsen af os, og som litteraturen får os til at se og reflektere over. Litteraturen giver os stil; dens billeder, beskrivelser og handlinger er forslag til, hvordan vi kan forme vores liv. For litteraturens fortællinger og formuleringer farver vores sansning, vores omgang i og vores oplevelser af verden. Når vi kigger op fra bogen, kigger vi på verden gennem det filter, bogen har lagt over vores blik – dermed bliver læsning en måde at være i verden på.

"In phenomenological terms, the factors that modulate the intensity of our mental lives are the forms of attention that we pay things, the way we consider them as a theme, separating them off as 'what counts' for us at that moment. We think too rarely about reading using this model. It is the case, however, that in reading, as in visual critical encounters, the perceptive landscape takes shape around a new object, as our emotional interest finds new bearing."
(2013: 226)
Marielle Macé
Litteraturprofessor

Litteraturen giver os fælles bekendte og noget at tale sammen om

Litteratur og læsning kan være med til at øge menneskers psykiske og fysiske velbefindende. Det tror vi på, omend vi ikke ligefrem tør hævde, at litteraturen kan kurere sygdomme. For litteraturen kan underholde os, give os en pause og få os til at slappe af. Vi kan stille den spørgsmål og få svar. Og hvad enten vi bliver forvirrede eller klogere, så får litteraturen os til at reflektere over os selv, over hinanden og over vores omverden. Tilmed kan litteraturen få os til at tale sammen om alt det, den kan, gør og siger og give os fælles oplevelser. Af alle de grunde tror vi på, at det er godt at læse. Og gerne sammen.

Siden 2008 har organisationen The Reader faciliteret læsegrupper for syge og socialt udsatte borgere. Undervejs har forskere ved Liverpool University evalueret effekten af organisationens arbejde. Metoden kalder de “shared reading” – en form for “guidet fælleslæsning”, hvor en uddannet litteraturguide leder en gruppe bestående af 2-12 deltagere gennem forskellige tekster. Deltagerne læser først på skift højt fra teksten, og undervejs standser litteraturguiden oplæsningen, faciliterer en samtale om teksten og sikrer, at alle gruppens medlemmer bliver inkluderet. Deltagerne hjælper dermed hinanden med at tilgængeliggøre og perspektivere teksten og dens temaer til virkeligheden uden for fiktionen.

Hidtil har forskerne fremvist lovende resultater af The Readers arbejde. Blandt andet hævder de at kunne se, at fælleslæsning kan styrke livskvaliteten hos demensramte, og at litteraturlæsning har en positiv virkning på hukommelsesevnen. Det lader til, at læsningen hjælper deltagerne med at skabe struktur og dermed opleve en større sammenhæng i deres livsfortællinger.

I en stor evalueringsrapport fra 2016 baseret på både kvalitative og kvantitative undersøgelser af en række af The Readers læsegrupper sammenfattede forskergruppen effekterne af fælleslæsningen under en række overskrifter. De fremhævede blandt andet, at litteraturen fremkalder personlige minder og følelser hos den enkelte læsegruppedeltager, og at de kunne genkende sig selv i litteraturen. Litteraturlæsningen styrkede desuden flere af deltagernes evne til at sætte ord på deres følelser, fx blev kroniske smertepatienter bedre til at udtrykke, hvordan de oplevede deres sygdom og tilværelsen med sygdom og smerter. Deltagerne oplevede ikke lindring af deres kroniske smerter, men de oplevede en psykisk bedring, da fælleslæsningen gav dem oplevelsen af at være hele og levende mennesker. En del af dette har at gøre med læsegruppens sociale aspekt.

Deltagerne gav således udtryk for at have fået større forståelse for og en bedre evne til at forestille sig andre menneskers liv og sind. Endelig fremhævede forskerne, at der i læsegrupperne opstod et socialt og samarbejdende fællesskab. Her kunne den enkelte åbne op og tale om sig selv, mens de øvrige deltagere lyttede.

Forskerne mener altså at have fundet et lindrende potentiale i The Readers tilgang. Men hvorfor først få de oplevelser, når vi er blevet syge? Kan vi måske undgå en del mistrivsel, hvis vi finder sammen i fællesskaber, fx omkring litteraturen, inden da?

Lad os læse og tale sammen, INDEN vi bliver syge!

Undersøgelserne antyder, at litteraturen kan øge vores velbefindende, fordi den får os til at reflektere og sætte ord på vores tanker og følelser, og fordi den kan styrke vores oplevelse af mening og sammenhæng i tilværelsen. Sidstnævnte som følge af litteraturens narrative struktur, og fordi den fælles oplevelse af litteraturen skaber et socialt fællesskab.

Fiktionskunst kan skabe relationer mellem os, fordi den engagerer os emotionelt. En fælles oplevelse af en bog – eller en tv-serie for den sags skyld – skaber nogle følelser i os, fx glæde eller sorg over en karakters skæbne, som vi – formentlig – deler med andre læsere af bogen. Når vi har læst, set eller hørt det samme som andre, deler vi en erfaring med dem, og når vi har en fælles erfaring, har vi også noget fælles at tale sammen om. Det kan endda være, at bogen, tv-serien eller filmen italesætter et tema, vi ellers ville have vanskeligt ved at tale sammen om, men som bogen eller tv-serien konkretiserer og kontekstualiserer, så det bliver nemmere for os at indlede samtalen.

Fiktionens temaer giver os konkrete emner at tale sammen om, og dens karakterer bliver med tiden fælles bekendte. Vi vil bidrage til det sociale fællesskab og få flere til at læse. Alene og sammen.