Arrangementer og serie-fællesskaber

Vi skaber fællesskaber i form af online og fysiske arrangementer, hvor vi taler sammen om tv-serier. Vi inviterer relevante personer til at komme og fortælle om de serier, de ser og ved noget om, og i det omfang det er muligt, vil vi også se tv-serier sammen. Arrangementerne danner grundlag for vores samtaler om et givent værk eller tema. Vores hensigt er at aktualisere og kontekstualisere tv-serierne, så vi i samtalen om dem kan nærme os dem og hinanden.

Fiktionsfortællinger får os til at føle, tænke og erfare. Vi vil gerne gøre vores til, at vi også får talt sammen om de følelser, tanker og erfaringer, tv-serier giver os.

I Danmark bliver der – på tværs af de fleste aldersgrupper – stadig flere, der streamer dagligt, og stadig færre, der aldrig streamer.
Tv-serier er allestedsnærværende, men mange af os ser dem formentlig alene.

På denne side kan du læse om, hvad der sker med os, når vi ser tv-serier, og hvorfor det er vigtigt, at vi taler sammen om dem.

Hvordan ser vi tv-serier?

På tværs af de fleste aldersgrupper gælder det, at der fra 2018 til 2019 er kommet flere, der streamer dagligt, og færre, der aldrig streamer. I befolkningen under 55 år gælder det generelt, at serier på fx Netflix er det, der streames hyppigst. Det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens  ”Rapportering om mediernes udvikling i Danmark 2020″.

Det gør tv-serier til væsentlige kulturartefakter, ligesom det gør tv-producenter og -distributører til betydningsfulde kulturfortællere i samtiden. Med formelle og æstetiske tiltag påvirker de vores forventninger til og engagement i serierne såvel som i samfundet.

Udviklingen har også påvirket måden, vi ser tv-serier på. Engang skulle vi vente en uge på et nyt afsnit af en tv-serie eller flere måneder på en ny sæson. I dag bestemmer vi i høj grad selv, hvor, hvornår og hvor mange afsnit vi vil se. Nogle producenter holder fast i den ”gamle” model, hvor et nyt afsnit udkommer ugentligt. Det giver seerne tid til produktiv refleksion mellem afsnittene og til at diskutere serien med andre seere.

Anderledes er oplevelsen, når fx Netflix gør en hel sæson tilgængelig på én gang. De forskellige metoder, serierne udkommer på, gør det vanskeligt at sige, hvordan vi seere rent praktisk ser tv-serier, fordi vi gør det forskelligt. Vi tror dog, at litteraturprofessor Rita Felskis fire former for æstetisk engagement, som hun redegør for i sin bog Uses of literature, kan gøre os klogere på måden, vi ser tv-serier på:

  • Recognition (genkendelse og anerkendelse)
  • Enchantment (fortryllelse)
  • Knowledge (viden)
  • Shock (chok)
”Jeg foreslår en læsning, der inddrager anerkendelsens og genkendelsens logik, som arbejder med, at den æstetiske erfaring har lighed med fortryllelse i en verden, der formodes at være affortryllet; en læsning, som indser at litteraturen skaber særlige konfigurationer af social viden, som værdsætter, at vi kan blive chokerede over, hvad vi læser. Disse fire kategorier sammenfatter, hvad jeg kalder former for tekstligt engagement" (Felski 2008: 14-15)
Rita Felski
Litteraturprofessor
”Hvor lang tid man er i selskab med en roman eller en tv-serie er af afgørende betydning for de engagementsstrukturer, der kan oparbejdes over tid. Her ligner tv-serien i højere grad romanen end spillefilmen. Det lange tidsmæssige stræk giver eksempelvis mulighed for at komme ind under huden på en lang række af karakterer af forskellig race, alder, køn og beskæftigelse, så man derved får et socialt tværsnit af en befolkning” (Nielsen 2012: 86)
Jakob Isak Nielsen
Lektor i film- og medievidenskab

Hvordan virker tv-serier på os?

Vores oplevelse af tv-serier varierer, afhængigt af hvordan vi ser dem. Holder vi pause mellem afsnittene, får vi tid til at reflektere og fantasere, måske endda diskutere seriens indhold med andre. “Binge-watcher” vi derimod en serie, er der færre pauser, hvilket kan forstærke vores engagement i seriens verden, fordi oplevelsen intensiveres. Men oplevelsen kan også blive svækket, fordi vi måske ikke ser det syvende afsnit på en aften lige så opmærksomt, som vi så det første.

Uanset hvilken måde vi ser tv-serier på, betyder tv-producenternes magt, at tv-serierne har et format, der fremmer indlevelse. Med langvarige handlingstråde og stærke karakterengagementer. Derudover har tv-seriernes audiovisuelle udtryk særlige muligheder for at engagere og stimulere vores hjerner. Eksempelvis beskriver den amerikanske filmteoretiker David Bordwell, hvordan den audiovisuelle fremstilling giver seerne en fysisk krop og et ansigt at forholde sig til (2008: 141). Selvom tv-serierne ikke har samme formelle muligheder som skønlitteraturen for at give et lige så dybt indblik i karakterers sind – i hvert fald ikke uden at bruge voice-over (som oftest blot virker klodset) –, så har tv-serierne andre formelle muligheder for at vise karakterer. For når tv-karaktererne har ansigter og kroppe, som vi ikke først selv skal oversætte fra bogstaver i bøger til billeder i vores fantasi, kan vi nemmere forestille os karaktererne og deres følelser og oplevelser som virkelige.

Det audiovisuelle medie har dermed andre virkemidler end skønlitteraturen til at stimulere os kognitivt, og derfor – og som følge af det lange format – kan tv-serier opsluge os og engagere os emotionelt på måder, der kan bevæge os, udfordre os og derfor få os til at reflektere og tale sammen. Det er derfor, tv-serier kan rykke vores bevidsthed.

Fællesoplevelser i fortolkningsfællesskaber

Er der forskel på at sidde og se en film derhjemme og i biografen? Selvom du sikkert ikke taler med dem omkring dig, når du er i biografen, så oplever du sikkert en form for fællesskab mellem jer i salen, som du ikke oplever, hvis du ser filmen alene i dit hjem. For jer i salen deler en oplevelse. Tv-serier ser man ikke i biografen, men i hjemmet. For mange er det at se en tv-serie derfor sikkert også ofte en ikke-social oplevelse. Og det er en skam. For tv-serier kan som fiktionsnarrativer vække følelser og refleksion, der igen motiverer diskussion. Tilmed er tv-serier for mange mennesker mere tilgængelige end skønlitteratur. Så i stedet for at vi sidder hver for sig og sluger afsnit efter afsnit, så lad os sluge dem sammen. Og tale om dem sammen.

Fællesoplevelser

I biografen oplever vi en filmisk fortælling sammen med andre i salen. Og er vi i biografen med nogen, så taler vi sikkert med dem om filmen, når lyset i salen atter tændes. Samme effekt havde tv-serier ofte før i tiden. At det ikke længere er tilfældet, skyldes det enorme udbud af tv-serier. Der er noget for enhver smag, og derfor ser vi mennesker ofte forskellige serier – og vi gør det på forskellige tidspunkter.

”Du må ikke spoile!”. Hvor ofte har du ikke hørt nogen sige det til dig? Bedt dig om at holde mund, når du er allermest eksalteret over en serie? Bare fordi din ven endnu ikke har fået set det seneste afsnit af den serie, I begge følger med i. Tv-serier kan som original kunst og i kraft af deres formelle muligheder vække store følelser, og dem har vi ofte lyst til at udtrykke, så vi kommer til at spoile oplevelsen for andre.

Og når vi taler sammen med andre om vores oplevelse af serien – uanset om vedkommende er mere kritisk eller lige så entusiastisk – så giver samtalen os nye perspektiver på serien. Men endnu vigtigere er det, at serien måske sætter gang i en samtale om både plot, karakterer og seriens temaer.

Tænk bare på dengang Danmarks Radios dramaproduktioner var på deres højeste, og inden streaming blev så populært, som det er nu. Dengang så vi alle Nikolaj og Julie, Rejseholdet og Forbrydelsen kl. 20 søndag aften, og bagefter talte vi sammen om afsnittet. Først med familien om sofabordet, senere i skolen eller på arbejdet med kollegerne. Vi gættede alle med på, om Nikolaj og Julie til sidst ville finde sammen og diskuterede, hvem vi troede havde slået Nanna Birch Larsen ihjel. Vi delte vores teorier med hinanden og fortalte om de følelser, afsnittet havde givet os, og om de forhåbninger, vi havde for karaktererne og fremtidige afsnit. Vi skabte og deltog i fortolkningsfællesskaber!

Fortolkningsfællesskaber

Fiktion engagerer emotionelt, og fiktionsnarrativer har et særligt potentiale til at stimulere empati samt få os til at tænke kreativt, fx forestille os forhold, perspektiver og hvordan der er i sociale miljøer, der ligger uden for vores egen umiddelbare erfaringsverden. Derfor har komplekse tv-serier, som behandler virkelige fænomener, et særligt erkendelsespotentiale – altså potentiale til at stimulere os kognitivt:

”The subject matter of fiction is constantly about why she did this, or if that’s the case what should he do now, and so on. (…) We can think about it in terms of the psychological concept of expertise. If I read fiction, this kind of social thinking is what I get better at. If I read genetics or astronomy, I get more expert at genetics or astronomy. In fiction, also, we are able to understand characters’ actions from their interior point of view, by entering into their situations and minds, rather than the more exterior view of them that we usually have. And it turns out that psychologically there is a big difference between these two points of view. We usually take the exterior view of others, but that’s too limited”. (Link)

Keith Oatley, professor i kognitiv psykologi, hævder, at fiktion kan træne os i at tænke socialt. Påstanden er, at fiktionsnarrativer ved at stimulere emotionelt og beskæftige sig med sociale temaer kan øge vores indsigt i sociale fænomener og træne vores sociale kompetence. Særligt interessant er Oatleys pointe om et ekspertise-koncept. Udfordringen med tv-serier er, at det audiovisuelle format sjældent tillader seernes direkte indsigt i karakterernes tanker, som litteraturen for eksempel kan gøre. Men den udfordring fylder mindre, hvis vi taler med andre om de følelser, tanker og perspektiver, tv-serien giver os. For nok kommer vi ikke ind i karakterernes hoveder ved at tale med andre udenfor fiktionen om karakterens adfærd, men vi åbner op for hinandens tanker om det, karakteren gør og siger. Dermed kommer vi ind i hinandens hoveder ved at tale sammen. Desuden får vi måske talt om emner, som fiktionen behandler, men som vi måske ellers ikke ville have bragt på bane og være begyndt at tale om af os selv.

Fiktionskunst kan således skabe relationer mellem os, fordi den engagerer os emotionelt. En fælles oplevelse af en tv-serie – eller en bog for den sags skyld – skaber nogle følelser i os (måske de samme, fx glæde eller sorg over en karakters skæbne), giver os en fælles erfaring med hensyn til det konkrete værk og giver os dermed noget fælles at tale sammen om. Fællesoplevelsen kan understøtte samtalen mellem os, da fiktionens temaer giver os konkrete emner at tale sammen om, og dens karakterer bliver med tiden fælles bekendte.

Samtalen kan bringe os tættere sammen, og derfor har vores arrangementer og fællesskaber stort potentiale. Vi håber, du vil være med til at indfri potentialet!

Hvad er du på udkig efter?

Vi anbefaler skønlitteratur, tv-serier og film. Bliv inspireret til din næste fiktionsoplevelse, eller deltag i vores arrangementer for at begynde samtalen med andre om værkerne og deres temaer.

Litterære anbefalinger

Vores litterære anbefalinger præsenterer dig for nye værker og gør din vej ind i dem nemmere. Vi håber, du vil læse med!

Serie-anbefalinger

Tv-seriers lange format egner sig til komplicerede fortællinger og komplekse karakterer. Vi anbefaler dig de største serieoplevelser.